Er det en banan, du har i lommen…?

Kender du det, at når højrefløjen begynder at dominere for meget, så kan man godt gå hen og blive en smule venstreorienteret? Sådan er min pik!*

*I nærværende blogindlæg vil jeg omtale mit kønslem, såvel som alle andres kønslem som pik/pikken. Penis er for klinisk. Lem er for slapt. Tissemænd er for børn. Men pik… er kort og mundret. Altså ordet. Ikke min pik. Bevares. Den er måske ikke ligefrem synderlig lang, men heller ikke decideret kort. Og mundret…? ja, indlægget handler netop om, at min pik ikke kan stå ret.

Længe før jeg blev naturist og fik set et utal af andre kroppe, og dermed også pikke, opdagede jeg, at jeg ikke var helt almindelig mellem mine ben. Eller… det troede jeg i hvert fald. Jeg kunne nemlig ikke undgå at bemærke, at min pik var lidt længere i den ene side end den anden. Jeg forestiller mig lidt at følgende har fundet sted:

Højre og venstre svulmelegeme (Højre og Venstre) er i min spæde ungdom ude at gå en tur sammen i et roligt men fast tempo. Højre går og småsludrer til Venstre, som ikke siger så meget, indtil Højre opdager, at Venstre slet ikke er med ved siden af længere. Højre stopper op og ser sig tilbage. Adskillige skridt bagude står Venstre med hænderne på knæene og forsøger at få pusten.

penisoppefra01_crop“Ej, hvad fanden sker der, Venstre?” spørger Højre. “Nu må du altså lige følge med!”
“Jam… jamen… jeg kan ik’ … følge med… Jeg er… så udmattet… så…” svarer Venstre stakåndet.
“Udmattet? Vi går jo stille og roligt.”
“Ja, men… jeg har ikke… sovet i flere år nu… Så jeg kan… ikke mere…!”
“Ikke sovet i flere år? Hvad mener du?” spørger Højre forundret.
“Nej. Han river og flår i os dag ud og dag ind. Vi når jo ikke at blive slappe, før vi skal stå igen.” forklarer Venstre.
“Nej, han har godt nok travlt ind imellem, men det går jo også ud over mig.”
“Ja” svarer Venstre. “Men han er venstrehåndet!”

penisnedefra01_cropJeg skammede mig over min pik, og syntes ikke, den så særlig pæn ud, så jeg var faktisk lidt ked af situationen i mange år. Jeg frygtede især to ting. Først og fremmest at piger ville finde min pik frastødende og decideret grim. Dernæst var jeg bange for, at det man i øvrigt helt seriøst kalder en ‘krummerik’, ville udgøre et mere… mekanisk problem, når jeg skulle have sex. Hvordan piger over en bred kam opfatter min pik, skal jeg ikke kunne sige. Jeg har da et par gange i livet fået et kompliment eller to, og dem har jeg levet højt på. Men det hjalp mig rigtig meget at finde ud af, at det rent mekanisk IKKE er et problem med en banan-krum pik.

Hvorfor så egentlig udlevere sig selv i sådan et blogindlæg? Det er jo en yderst privat detalje ved min krop. Faktisk en detalje, som man blandt naturister ikke har fokus på, fordi man ikke ligefrem stirrer på hinandens ædlere dele. Og i slap tilstand forestiller jeg mig ikke, at krumningen er så iøjnefaldende, at det bliver til en egentlig head turner. Svaret er, at jeg engang læste en ung mands fortvivlede ord på naturisternes community, og jeg kunne fuldstændig relatere til følelsen af frygt for pigers reaktion og dermed for et kommende sexlivs ve og vel. Dét kombineret med det faktum, at rigtig mange mænd har en krum pik. Så rigtig mange mænd har brug for at vide, at man sagtens kan have et godt sexliv – men endnu vigtigere: et godt forhold til sin egen krop, selvom man er lidt… til en side.

Så alle I krumpikkede mænd derude; her får I tre gode råd til at ‘rumme den krumme’.

Tip # 1: Lad være med at frygte, at din pik mekanisk set ikke fungerer, bare fordi den er krum. Ok – det er jo en umulig opgave i sig selv at “lade være med at frygte noget”. Det, du derfor i stedet skal gøre er at undersøge og derigennem finde ud af, ved simpelthen at prøve det, at en krum pik faktisk kan noget ANDET, end en lige pik. Den kan “komme om hjørner”, så at sige. Og det er faktisk ikke så dårligt.

Tip # 2: Se dig selv nøgen i spejlet igen og igen. Se hvor fin og flot din pik er i alle stadier; fuldstændig hængende, let fyldig, halvfed, stående i vandret position og fuldfed og klar til eksplosion pegende op i luften. Og bemærk, hvor meget personlighed din pik har – og hvor godt den passer til resten af din krop. Simpelthen fordi det er DIN personlige pik.

Tip # 3: Giv din pik øgenavnet “Krumme” eller “Chiquita” eller “Bue” eller måske “Den Ikke-EU-godkendte Agurk”. Ganske enkelt for at lægge en passende humoristisk distance til de komplekser, du måtte gå rundt med. Du kan ikke tvinge bekymringerne og frygten væk, men du kan punktere dem lidt, så de ikke fylder det hele, og så de ikke får overtaget.

Og til alle jer, der har en fuldstændig snorlige pik ELLER aldrig blev født med en pik; vid, at pikke er forskellige, og at vi mænd faktisk har en vis følsomhed forbundet med vores piks udseende. En følsomhed, der måske nogle gange drukner i den der temmeligt ensidige og drengerøvs-agtige snak om størrelsen vs. gørelsen. For lur mig, om ikke mange drenge og mænd gennem tiden har forsøgt at dække over pik-komplekser ved at grine bøvet og overdrevent pjattet af sig selv i selskab med andre mænd, mens de måske i virkeligheden følte sig forkerte eller anderledes.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *