Det er efterhånden udbredt, at man ikke må lave sjov med overvægtige mennesker eller på anden vis omtale disse nedsættende. Det er ikke i samme grad socialt acceptabelt, som det måske har været engang. Men hvad med undervægtige mennesker? Må man godt lave sjov på deres bekostning? Tja – jeg var næppe sluppet hverken helskindet, forplantningsdygtig eller med værdigheden i behold fra at sige ting til overvægtige personer svarende til de ting, jeg selv fik i hovedet, dengang jeg var undervægtig.
Man må ikke drille overvægtige mennesker. Gudskelov. Og måske sker det også i mindre grad end hidtil. Engang blev overvægtige mennesker drillet, fordi de var tykke. Det er der helt sikkert rigtig mange, der stadig gør. Altså møder alt fra “uskyldig” hyggemobning og kærlige drillerier til regulær chikane udløst af det faktum, at deres kropsvægt kombineret med højden spytter et kropsmasseindeks ud, der afslører, at de falder uden for normen, at de er anderledes. At de i bedste fald er usunde, og i værste fald fortjener et modbydelig grimt øgenavn, så de for evigt stemples med et mere og mere acceptabelt stigma. “Så ka’ de lære det, ka’ de!”
“Som om nogen som helst har brug for, at andre minder dem om, at de ser ud og måske lever på en måde, som falder uden for ‘det normale’.”
Men nu er der en tendens til, at det ikke længere er mobning i klassisk skolegårdsforstand, men i højere grad medlidenhed og ynk, der præger omverdenens forhold til overvægtige mennesker. Som om det skulle gøre situationen meget bedre. Som om nogen som helst har brug for, at andre minder dem om, at de ser ud og måske lever på en måde, som falder uden for ‘det normale’.
Et tilbagevendende eksempel er den hellige frelser Christ Mcdonald, der trækker de stakkels halsende og skumsvedende adipøse “livsstilssyge” op ad Ejer Baunehøj med armen verbalt vredet om på ryggen, mens han lystigt, uden at svede og med americansk dialekt synger sine udskammende motivational oneliners ind i øret på de såkaldte deltagere, så skammen og selvleden forplanter sig helt ind bag abdominalfedtet samtidig med, at angsten for et akut kredsløbskollaps og et imploderet hjerte står som en punkteret dæmning ud af alle tårekanaler. Som en anden eksorcist uddriver han det onde. Som en anden Kristus, der frelser krøblingen, så denne kan smide stokken og gå som alle andre, eller den blinde, så denne kan smide førerhund og solbriller og se verden, som den ses af alle andre raske og normale mennesker.
Man må ikke drille overvægtige mennesker. Det ved vi godt. Det er uhøfligt og ondskabsfuldt, nedværdigende og down right politisk ukorrekt. Og som illustreret ovenfor, så har overvægt snart været på dagsordenen i noget tid. Chris Mcdonald er bare ét ud af utallige eksempler på ’tiltag’, der skal forbedre folkesundheden og belære os alle om, at den rigtige og sunde krop er et ideal, som bør efterstræbes. Den sunde krop er veltrænet, slank men ikke tynd, moderat men naturligt solbrun, med en spændstig – ikke udspilet – hud. Og den sunde krop er helt uafhængig af medicin, euforiserende levnedsmidler og usunde fødevarer. Dog skal man heller ikke være fanatisk; den (med egne øjne betragtet) næsten perfekte mand Christian Bitz har faktisk engang spist en croissant. Og når den sunde krop gør det, hedder det ‘at synde’. ‘Lad den der aldrig har syndet, pege den første finger!’. Den sunde krop spiser varieret og drikker store mængder vand.
“Så skal du være Kylling, Uffe. Du har så tynde ben. Hahaha!”
Ja ja ja. Alt det der ved vi godt. Men hvad med os andre? Os, der hverken er overvægtige eller kan siges at være iført den sunde krop? Hvad med os med de tynde arme og tynde ben? Os må man tilsyneladende godt lave sjov med. Vores kroppe må man åbenbart godt trække grinagtigheder ud af. I mine teenageår var jeg tynd. Som 15-16-årig vejede jeg ca. 50 kg og var lidt lavere end jeg er idag, hvor min vagt er mere end 20 kg større – og jeg er ingenlunde overvægtig nu. Det gav tilsyneladende anledning til adskillige bemærkninger både fra folk helt tæt på og totalt fremmede. Da jeg gik i gymnasiet skulle min klasse en enkelt gang stå for den ugentlige underholdning, og nogen mente, at vi skulle klæde os ud som Bamse og Kylling og lave en sketch. “Så skal du være Kylling, Uffe. Du har så tynde ben. Hahaha!” Megen morskab på min bekostning. Eller ved pissoiret på herretoilettet på et poolværtshus i Odense: “Hold kæft, du har tynde arme!” Så er der de utallige mere subtile, hvor folk næsten har ytret bekymring for min undervægt. Men altså kun med udgangspunkt i mit udseende og ikke mit velbefindende generelt: “Ja, men du må da heller ikke blive tyndere!”. Men havde det været lige så legalt, hvis jeg havde været overvægtig? Havde de samme mennesker mon kommenteret på samme måde, hvis jeg havde tykke og dellede ben og arme? Jeg tvivler på det. For det ville jo være uhøfligt. Den slags gør man da ikke. Forestil dig at man sagde følgende til en overvægtig ven, bekendt eller blot helt fremmed: “Så skal du være bamse, for du har så tykke ben. Hahaha!” eller “Hold kæft, du har fede arme!” eller “Ja, men du må da heller ikke blive tykkere!”. Er der en forskel? Det er der vist nogle, der mener.
“Nej, jeg har aldrig kunne spise hvad som helst – faktisk så jeg blot sådan ud fordi jeg IKKE gjorde det.”
Er man tynd, så skal man nærmest være taknemmelig over at have sådan et godt stofskifte. Mangen gang har jeg særligt i mine yngre år hørt “Men du… du kan jo spise hvad som helst, Uffe!” Udtalt nærmest bittert og fornærmet over det ubestridelige faktum, at jeg jo er heldig som en jackpot-millionær, når jeg nu har sådan en fantastisk forbrænding. Nej, jeg har aldrig kunne spise hvad som helst – faktisk så jeg blot sådan ud, fordi jeg IKKE gjorde det. Hele min ungdom spiste jeg ikke morgenmad. Og frokost og aftensmad var også små portioner. Og i mine tyvere røg jeg tyve smøger om dagen. INTET af dette for at tabe mig – eller bibeholde en tynd krop. Det var bare sådan jeg levede. Det var mine vaner. Det var jeg faktisk på intet tidspunkt hverken stolt over eller glad for. Ingenlunde heller for min tynde krop. Men måske er det bare for nogen af os ligeså svært at ændre vaner og derved tage på og blive såkaldt ‘normalvægtig’, som det er for nogen at tabe sig.
Jeg er ikke længere undervægtig. Mit liv har ændret sig – og det samme har mine vaner. Men jeg er stadig til den tynde side – nogle steder. Tyndfed er vel det rette ord. Jeg har dog gennem de sidste ti-elleve år lært at holde af min krop. Men uanset hensigten er jeg altid blevet og bliver fortsat ked af det, når nogen kommenterer min krop negativt eller med morskab for øje. Og jeg får så ondt dybt i mit indre, hvis jeg selv kommer til helt uforvarende at sige noget til nogen, som bare tilnærmelsesvis kan tolkes som en joke baseret på deres udseende. Det bør bare ikke ske.
Med mindre man kalder det ‘spiseforstyrrelse’, ‘anoreksi’ eller ‘bulimi’, så har undervægt ikke haft samme bevågenhed som overvægt. Og ved du hvad: Lad det endeligt være ved det. Der er ikke brug for hverken nedladende ynk, misforstået hyggemobning eller sjov på kroppens bekostning – uanset størrelse.