I mit drivhus plejer jeg at dyrke forskellige grøntsager. Heriblandt tomat, agurk og vindruer. Henover sommeren er det en stor fornøjelse at opleve grøntsagerne vokse sig store, spændstige og smagfulde. Hjemmedyrkede grøntsager af den slags har sin helt egen særlige karakter og smagsmæssige dybde og en konsistens med bid. Modspil til tænder og tunge, med andre ord. Men af og til hænder det, at ikke alle grøntsager når at blive plukket og nydt i deres bedste tilstand. Så får de lidt utilsigtet lov at blive hængende på planten i drivhuset, og nogle få bliver ovenikøbet glemt og efterladt til efteråret og siden til vinterens kulde og tørre luft.
Bliver grøntsagerne ikke plukket på det helt rigtige tidspunkt, begynder spændstighed og karakter stille og roligt at forsvinde. Skindet bliver sejt, og lige under den let falmede overflade, bliver grøntsagen blød, og et dumdristigt bid, vil afsløre en tiltagende melet konsistens.
I februar 2021 bliver jeg 40 år. Det ser jeg frem til med meget blandede følelser. Både i forhold til mit sind og til min krop. Mentalt og følelsesmæssigt føler jeg mig som den fuldstændigt spændstige og karakterfulde knaldrøde tomat i sin bedste form – klar til en sprød salat eller en gourmetburger. Men i spejlet ser jeg en krop, som viser tegn på det samme forfald, som grøntsagerne gennemlever, når de nærmer sig efteråret.
Mine mavemuskler er begyndt at blive slappe, så min mave buler mere end den nogensinde har gjort. Min hud er begyndt at få fine rynker især på min hals og omkring mine bryster og under min baller. Det, at jeg overhovedet har bryster, er også noget, der er kommet indenfor de seneste ti år. Mange af mine led værker mere og mere. Jeg har ondt i fødderne, når jeg står op om morgenen, eller når jeg har siddet i stykke tid, og jeg skal rejse mig. Kropsligt føler jeg mig altså gammel. Men i mit sind er det anderledes.
Jeg læste for nylig om begrebet ‘nine-enders’, og jeg kom til at tænke på min barndoms tv. Jeg var barn sidst i 80’erne og starten af 90’erne, i en tid, hvor TV2 brød Danmarks Radios monopol på nationalt TV med det resultat, at der skete nærmest en eksplosion i udviklingen af nye TV-formater. Gameshows var en genre i nærmest vulgær udvikling, hvor materialismen var styrende for, hvad vi skulle begejstres over. Også i børne-tv. Jeg husker især et koncept, der hed ‘Tøm en BR-butik på to minutter’. Udover jeg følte, at titlen var decideret vildledende – ingen kan tømme en BR på to minutter(!) – så kunne jeg levende sætte mig ind i følelsen af at skulle vælge mellem et playmobil piratskib, en Lego city lufthavn, en Anna og Lotte hånddukke og uendelig meget andet. Jeg kunne også med min forestillingsevne nærmest mærke på egen krop det dilemma, som de to minutter udsatte den uforskammet heldige unge for: så meget gratis legetøj – så lidt tid. Tilbage til begrebet ‘nine-enders’. Det er engelsk og dækker over den særlige kategori, man hører under, når man er enten 29, 39, 49, eller måske 59, og således står foran at fylde rundt. Nine-enders lever livet mere dristigt, risikovilligt og udforskende end alle andre. Simpelthen fordi de føler, der er så meget, der endnu skal nås, før det er for sent; så meget liv at leve – så lidt tid. Når de så runder det skarpe men runde hjørne, falder behovet for den dristige livsførelse, og der falder igen ro på. Jeg synes, det meget rammende forklarer den rastløshed og ambivalens, som jeg føler i øjeblikket. Og hvis det faktisk hænger sådan sammen, ser jeg egentlig frem til at blive 40.
Ambivalensen er til at føle. For jeg er heller ikke ubetinget ked af at blive ældre. En del af min krop, som jeg faktisk føler ældes med ynde er min stemme. Den er med tiden blevet mere karakterfuld og myndig. Og jeg bilder mig – muligvis illusorisk – ind, at den både bliver mere behageligt autoritær og mere sexet med alderen. (Skulle man være i besiddelse af en anden opfattelse, behøver man ikke lade mig det vide.)
“Så kan jeg sidde der i en lidt for stor 90’er-grunge skovmandsskjorte med hår ned i øjnene og gå i selvsving med stortromme på ét og tre.”
Så hvordan skal jeg acceptere, at jeg på den ene side rent kropsligt nærmer mig et begyndende efterår, og på den anden side mentalt stadig er i midten eller måske slutningen af 20’erne og fortsat har stor nysgerrighed på min egen krop, på mig selv og på livet? Hvordan skal jeg affinde mig med, at der er så mange ting, som jeg endnu ikke føler jeg har gjort, men har lyst til? Så meget ungdom, der endnu ikke er blevet levet? Ja, det er vel så her midtlivskrisen kommer ind i billedet. Nu skal jeg altså til at finde ud af hvordan jeg, som så mange andre mænd, der nærmer sig midten af livet og i samme stund erkender, at det herfra på en eller måske flere måder begynder at gå ned ad bakke, genopfinde mig selv med alle mulige fjollede tiltag, så jeg kan distrahere mig selv eller på anden vis gøre denne nye fase i livet udholdelig. Man kan vel i bund og grund sammenligne det med, at den lidt slatne tomat får nyt liv ved at blive marineret eller måske ligefrem blive til en soltørret tomat. Altså får en chance mere i dens ellers udsigts- og håbløse tilværelse.
Hvilke muligheder findes der? Tja. Listen er jo lang. Jeg kan begynde desperat som det pressede barn i legetøjsbutikken at købe dyrt cykeludstyr og trille de bakkede fynske landeveje til plukfisk med cykelindustriens hidtil letteste stel, fælge og drikkedunk. Eller jeg kan begynde at lære mig selv et nyt musikinstrument. For eksempel trommer. Det har jeg altid drømt om. Så kan jeg sidde der i en lidt for stor 90’er-grunge skovmandsskjorte med hår ned i øjnene og gå i selvsving med stortromme på ét og tre. Eller jeg kan begynde at brygge øl og købe alle de uundværlige remedier, som ethvert hobby- såvel som mikrobryggeri har brug for.
Mange mennesker har i mange år kommenteret min til tider lidt særegne livsførelse og sagt, at de betragter mig som et menneske, der hviler meget i sig selv. Den karakteristik har jeg taget til mig, og det er nu også et billede, jeg har af mig selv. Samtidig kan jeg også mærke, at det bliver vanskeligere og vanskeligere at føle, at jeg netop hviler i mig selv, og acceptere min krop som den er. Men det er stadig et ideal for mig. Så tænk hvis jeg, til trods for al den navlebeskuende bekymring for at blive ældre, lige kunne tage mig lidt sammen og kunne hvile i mig selv resten af min tid i 30’erne, så jeg rundede 40 år som en mand i balance. Måske vil det give mig noget ekstra vigtigt: et egentligt overskud til at skue udad og med større tilfredshed betragte min familie og mine børn. Og endnu mere nyde samværet dem uden nine-enderens selvoptagethed og maniske rastløshed.
Det, jeg kan sige med sikkerhed er, at jeg stadigvæk – til trods for hvor slatten, rynket, falmet og bleg min krop ellers er blevet – holder uendelig meget af den. Og måske vil jeg fortsat være i stand til at nyde at opleve min krop på ny igen og igen, i nye sammenhænge, opleve nyt, og opdage ting, som jeg ikke før har set. Om det så er en rynke eller delle. Og dem kan jeg vel lige så godt vænne mig til…