Helikopterfoto

Helikopteren – mavedansens mandlige modstykke

Gennem alle tider er kvinder blevet feteret og begæret og har tiltrukket sig mænds opmærksomhed. Ikke mindst kvindekroppen har givet anledning til megen dyrkelse gennem visuel og lyrisk kunst. Her er mænd simpelthen bagud på point. Hvad kan mænd? Hvad har mænd at byde på, som kan hamle op med kvinders korporlige talenter? Mit bud: ‘Helikopteren’. Men før vi kan vinde egentlig terræn med Helikopteren, skal den dyrkes, forfines og fremelskes…

Som vaskeægte mand kan jeg meget let blive misundelig på kvinder. Kvinder har bryster, langt hår og kvindelige former. De kan svinge brysterne, danse med maven og ryste med røven. Kvinder er generelt lækre og smukke – og virker ofte tiltrækkende på os mænd. Sådan føler vi mænd os bare ikke altid. Noget så simpelt som en tur på diskotekets dansegulv ender for vores vedkommende oftest – i bedste fald – med at ligne en kamp mod et insektangreb eller et forsøg på at ryste en våd prut ud af det ene bukseben. Ingenlunde flatterende, men derimod skamfuldt og pinagtigt. Sådan er vi… I store træk.

Men men men. Hvilken fordel har vi alligevel, som kvinder aldrig kan prale af? Hvad er bedre end khardashiansk numse, aftenskolemavedans og rød trutmund tilsammen? Hvad giver os oprejsning, og slår alle kiksede vederstyggeligheder af banen? Helikopteren, mine damer! Ja, lige netop: det roterende kønslem – propellen. Når først karrusellen kører og lirekassemusikken spiller, har alle glemt hvor kiksede og ucharmerende vi mænd er. Og tilbage står blot et måbende publikum fuld af ærefrygt og imponade.

Men Helikopteren som jawdropper er desværre forbundet med visse udfordringer (læs: problemer), og det er nok her vi så alligevel kommer til kort med vore begrænsninger som mænd.

For det første kræver Helikopteren evnen til at få kalorius til at svinge rundt i en cirkulær bevægelse, og det fordrer en svær mængde øvelse. Og medmindre man kan holde ud at se sin egen nøgne krop i et spejl i længere tid, er det ikke let at blive habil “helikopterpilot”, for Helikopteren bliver desværre ikke praktiseret mange steder. Jeg mindes ikke at have set den i et omklædningsrum, på stranden eller måske på en diskoteksbardisk, som ellers umiddelbart ville være de oplagte steder at lade junior få en svingom. Vi mangler derfor kvalificeret sparring med ligesindede og konstruktiv feedback – evt. supervision. Her spekulerer jeg på, om ikke Helikopter-træning kan blive det maskuline alternativ til poledancing og strip-fitness. Tyve nøgne mænd foran en spejlvæg og med hver deres lem roterende i takt til Village Peoples ‘Macho Man’.

For det andet findes der ikke mange billeder af fænomenet, som kan styrke udbredelsen og højne moralen hvad angår kvaliteten af udførelsen. Hvad der findes af årsager hertil, har jeg ikke afdækket, men én af dem kan være, at det nærmest er fuldstændig umuligt at forevige bevægelsen på et fotografi. Min gode ven Carsten og jeg har faktisk forsøgt at dokumentere min egen udgave af Helikopteren, men uden det store held (se et par resultater af forsøget i galleriet herunder). Men hvorfor er det så problematisk, tænker du nok. Jo, det er ganske enkelt ret svært at afbilde selve rotationen, da både penis OG mave/lysker/lår har samme farve; figur og baggrund er med andre ord ens. Det fotografiske output er blot et billede af penis i en eller anden sær position. Medmindre man altså tager specielle effekter som bodypaint eller måske dioder i brug, som kan monteres på cykeleger, og som skifter farve gennem rotationen (så kan man til gengæld berige Helikopteren med et skriftligt budskab skrevet med roterende dioder – Bonus!). Disse to alternativer er dog endnu ikke forsøgt. Et andet mere fysiologisk problem opstår ved den uundgåelige centrifugalkraft, der slynger blod ud i svulmelegemerne, og jo længere tid man forsøger at fotografere Helikopteren, jo mere stiv bliver “rotoren”, så at sige, og rotationen aftager. Men vi har ikke opgivet endnu. Blot lagt forsøget på hylden til den rette løsning viser sig.

Midt i alt dette fortvivlelsesfulde kaos er der dog alligevel håb. Et lille lysglimt i Marianergraven, der vidner om, at vi ikke skal skylle Helikopteren ud med badevandet, men at vor maskuline ære derimod endnu står til at redde. Helikopteren lader sig nemlig bevidne så glimrende på levende billeder (se videoen herunder). Og både i realtid og i slowmotion får man fornøjelsen af fænomenet, som dermed øjeblikkeligt bringer mandekroppen op på et konkurrerende niveau med den ellers så feterede og gennem alle tider begærede kvindekrop. Med blød penis slår manden med selvtilfredshed gyngende bryster, twerkende numser og bølgende lokker af banen for en stund og vinder terræn, og penismisundelsen svulmer til nye højder. Så mænd; slip jeres boller og vid lortet holder. Sæt gang i den usynlige hulahoop-ring og giv propellen nyt liv. Vi skal øve os og blive mestre. Og stolte vil vi lade vore fantastiske kroppe skue.

Video: Slow-motion-version af Helikopteren. Videoen er desuden at finde på UffeJakobsen.dk

https://vimeo.com/68061835

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *