“Undskyld, Uffe. Øhm… der står en øh hvad hedder det… der står en elefant… lige der…. foran dig og tavlen. Altså det er ikke for at være sådan, du ved… bøvlet og træls, men… øhm… vi kan ikke rigtig se dig og din præsentation eller høre, hvad du siger. Jeg mener, den støjer og fylder ret meget.” sagde ingen studerende nogensinde…
I Mads & Monopolet på P4 kom i efteråret 2017 en henvendelse fra en kvinde, der skrev, at hun ønskede at skifte branche. Hun ville gå fra at være pornomodel til at være gymnasielærer. Et markant brancheskift (til trods for, at målgruppen til dels bevares!), og kvinden var bekymret for, hvad omgivelserne ville tænke, og ikke mindst, hvordan hendes tidligere karriere ville influere på gymnasieelevernes evne til at tage hende seriøst som underviser. Monopolet var ikke helt enige. Men der var gudskelov en tro på, at hun burde kunne lave et sådant skift uden de store problemer.
Jeg skal ikke her sammenligne mig selv hverken med en pornomodel eller en gymnasielærer. Jeg har hverken de fysiske eller de mentale forudsætninger, der skal til, og jeg er slet ikke så udholdende, som det kræver. Og jeg kunne heller ikke være pornomodel… Og så mener jeg faktisk slet ikke, at dét, jeg laver foran eller bag kameraet, bør betragtes som porno. Desuden er mine studerende ikke så unge, som eleverne i gymnasiet. Alligevel, til trods for disse forhold, ser jeg ligheder med kvindens historie i min egen fortælling. Jeg har nemlig, som det ‘blottet hud’-begejstrede menneske jeg er, mødt modstand, undren og til en vis grad forargelse. Både fra studerende og fra folk i den branche, som jeg uddanner til. Og måske handler det om andre menneskers blufærdighed på deres egne og mine vegne.
Tænk hvis jeg var kendt som “Klamme-Uffe” eller “Lugtegøj” eller måske bare “Slagteren!”.
“Nøgen-Uffe”
Jeg startede som underviser på en sundhedsfaglig professionsuddannelse tilbage i marts 2012. Grøn, naiv og fuld af optimisme. Jeg havde ikke været uddannet til professionen i mere end et par år, men jeg var selv passeret de 30 og havde ret godt styr på, hvem jeg var som et helt menneske med hud og en vis mængde hår. Jeg havde for eksempel været erklæret naturist i 6 år på det tidspunkt. Og ca. i lige så lang tid havde jeg eksperimenteret med fotografi – blandt andet af mig selv og andre uden tøj på kroppen. Det faldt mig efterhånden meget naturligt at være nøgen – også i andres mere eller mindre velvillige synsfelt. Min arbejdsplads uddannede – og uddanner stadig – til 9 forskellige professioner, både inden for sundhedsfagene og i den pædagogiske og samfundsfaglige søjle. Og der gik ikke lang tid før jeg ved en privat sammenkomst talte med min kones kusine, som gik på pædagoguddannelsen, om at jeg var underviser på den same institution, som hun selv gik på. Hun kunne fortælle mig, at hun havde talt med nogle medstuderende om, at hun kendte en underviser ved navn Uffe. Hun blev hurtigt mødt med “Nårh, altså Nøgen-Uffe?”. Det kunne hun så nikke bekræftende og måske lidt forundret til. Jeg var med andre ord på ret kort tid kendt (berømt eller berygtet?) på grund af mine lidt aparte tilbøjeligheder udi at smide tøjet – og ikke lægge skjul på det. Og så hjælper det naturligvis ikke, at mit fornavn i sig selv forekommer forholdsvis sjældent.
Dette tilnavn har jeg siden hørt gentaget af andre. Jeg husker ikke præcist i hvilke sammenhænge, men det hænger ved. Og ved du hvad. Det gør faktisk ikke noget. Tænk hvis jeg var kendt som “Klamme-Uffe” eller “Lugtegøj” eller måske bare “Slagteren!”. Bemærk: Jeg ved faktisk ikke om et eller flere af disse navne allerede tages i brug i de studerendes omtale af mig, men jeg bilder mig ind, at det ikke er tilfældet.
Elefanten i klasseværelset
Jeg er naturligvis ikke overrasket over, at studerende taler om sådan en som mig. Jeg mener; jeg har været på tv i 28 minutter uden tøj på, har været i Femina samt diverse andre trykte medier – helt uden tøj på. Og så har jeg både denne og en anden hjemmeside, hvor jeg optræder uden tøj på (eller kun iført damesko eller bøjle eller plastikkrabbe eller andre uortodokse “klædningsstykker”). Og jeg kan næppe forestille mig, at der findes mange undervisere, for hvem det samme er gældende. Omvendt er jeg HELT hundrede procent sikker på, at rigtig mange både lærere og undervisere har optrådt nøgen foran elever og studerende – men altså i de to sidstnævntes egne hemmelige fantasier. Her vil der sandsynligvis nok primært være tale kvindelige lærere og undervisere i hovederne på hormonelt udfordrede unge mandlige elever eller studerende. Du ved, de der “langelemmere”, der er “under ombygning”. Så jeg skiller mig i realiteten nok meget ud. Det ved jeg godt. Og det gør mig slet ikke noget. For i min optik er det naturligt, sjovt, harmløst og allervigtigst: i tråd med det menneske jeg er og har det fint med at være.
Det, jeg til tider spekulerer en del på er, at jeg formentlig bliver – eller er blevet – omtalt langt mere, end jeg kan forestille mig. Hvis et øgenavn kan sprede sig uden mit vidende på tværs af ikke bare uddannelser, men faktisk også sektorer på så kort tid, så må der virkelig have været gang i sladderen. Når jeg en yderst sjælden gang imellem taler med studerende om min “fritidsbeskæftigelse” eller livsstil, om man vil, sker det i festlige sammenhænge, hvor en vis mængde alkohol for en kort bemærkning gør relationen mellem underviser og studerende mere lige og symmetrisk. Og hvor vi mødes på “neutral” grund på et diskotek eller i et festlokale uden for skolen. Studerende har flere gange med målbare procenter i blodet taget sig modet til at konfrontere mig med de særheder, jeg beriger verden med. (Ordet ‘beriger’ er min egen forskønnelse af en situation, som ellers kan rumme både positive og negative vibrationer). Konfrontationer, der rummer både de lidt fordømmende forargede og så de mere positive udsagn.
‘Elefanten i rummet’ var således det metafor, som en studerende ganske sympatisk anvendte, da jeg talte med ham om det forhold, at jeg i det daglige underviser en hel masse unge mennesker, der som hovedregel lige googler deres underviser inden de møder vedkommende… og at når man googler mig, så finder man straks nøgenbilleder af mig, såfremt ens browser tillader det. Han kunne fortælle, at hele hans hold på 1. semester allerede meget tidligt havde set “det hele”. Men selv kunne jeg jo ganske let konstatere, at ingen før ham, turde sige det til mig. Eller på nogen måde konfrontere mig med det. Og så tænker du måske; “Hvorfor fa’n skulle de så også det?” eller “Hvilken helt naturlig anledning skulle de studerende have i det daglige til at bringe dette emne på banen?”. Nej, ganske rigtigt. Det ville være lidt underligt. Omvendt er det tilsyneladende noget alle har talt om. Så min konklusion må være, at jeg formentlig er et meget om- og bagtalt menneske.
En studerende, der havde set mig i Femina, fortalte mig, at hun tidligere ved eksamener havde brugt tricket, hvor man forestiller sig den “skræmmende” person, der sidder overfor en, uden tøj på. Altså for lige at tage brodden af nervøsitet og genvinde følelsen af en vis kontrol i en ellers sårbar situation. Dette var ikke længere så svært, når det var mig, der eksaminerede. Til trods for dette, og til trods for, at jeg kaldes Nøgen-Uffe, og til trods for, at der også ind imellem dukker lidt forargelse op hist og pist, så oplever jeg stadig, at de studerende tager mig og min undervisning alvorligt. Jeg føler derfor ikke, at min “anden side” ødelægger eller på anden vis negativt påvirker mit professionelle virke. Og det giver mig en følelse af, at selvom jeg ind imellem oplever verden som puritansk, krænkelsesdyrkende og let forargelig, så er der alligevel rummelighed nok til, at jeg kan være den, jeg er.
Vid dette: Hvis du sidder og er møghamrende nysgerrig, blodtryksforøgende provokeret, fnisende pinligt berørt, eller noget helt fjerde, men ikke lige ved, om du kan tillade dig at henvende dig, spørge mig, konfrontere mig… så gør det alligevel. Det har jeg nemlig slet ikke noget imod. Og den her blog skulle gerne afspejle min glæde ved at tale om nøgenheden og kroppen og alt, der hænger sammen med det.
Hej Uffe
Godt indlæg! Her en lille hilsen fra din tidligere studerende. Jeg føler mig næsten helt truffet af den del med studerende, “hvor en vis mængde alkohol for en kort bemærkning gør relationen mellem underviser og studerende mere lige og symmetrisk”, forholder dig din optræden på tv. Jeg husker den første fest jeg var til, hvor vi, som så mange gange efterfølgende, var havnet i god snak over en fadøl. Her spurgte jeg ind til din optræden på tv noget tid forinden og det var ikke ment som konfrontation, men mere for at spørger lidt ind til det. Flere af mine medstuderende var helt flove over jeg spurgte og jeg har senere fået at vide, det var måde jeg spurgte ind til det på. Som sagt var det ikke konfrontatorisk ment og tror heller ikke du opfattede det sådan. Jeg har nu aldrig oplevet det som elefanten i rummet.
Ha’ det godt, Uffe! Håber snart vi ses og kan gentage vores snakke.
Hej Adam
Mange tak 😀 Og tak for din kommentar. Dejligt med en hilsen fra en tidligere studerende. Og selv tak for gode snakke i uformel sammenhæng. Jeg husker ikke dit spørgsmål som konfronterende – tværtimod som nysgerrig, på en helt legitim måde. Nysgerrighed, som vi alle kan blive bedre til at udvise. Sjovt, at dine medstuderende blev flove. Men det bekræfter jo mine antagelser, som jeg præsenterer i mit indlæg. Jeg har kun sjældent oplevet nysgerrigheden direkte som i dit tilfælde, men samtidig ved jeg, at jeg bliver omtalt ud i krogene i institutionen – en stor institution. Så måske er det en form for flovhed.
Ha’ det godt, Adam. Vi ses en dag ved en eller anden lejlighed.
Hej Uffe
Jeg synes nogen gange verden er drejet i retning af en verden af lukkethed. At man skal føle sig fornedret og skamfuld blot fordi man nævner sin naturlighed, krop og behov for at leve, som man er skabt. At føle man begår synd, når man i yderste hemmelighed spørger ind til behov for naturlig kropsudfoldelse, fordi det anses som værende seksuelle fantasier i den gængse verden, vi befinder os i. At være vidende til andres ubegribelige sladderier om naturalisme på baggrund af deres uvidenhed og samtidig selv føle trangen til at føre selvsamme naturalisme ud, er som at være lænket med kæder, man selv har nøglen til, men af tanken om, hvad andre vil tænke, er nok til, man ikke tør låse sin lås op.
Jeg synes, det er flot skrevet, og jeg tager hatten af for, at du skriver, som du gør. Vi kan alle lære heraf, at det ikke er vores naturlighed, der skal begrænse os, men at det kan være særdeles svært at dele et behov, som er et tabu i vores omgivelser. Omend vi alle er ustyret på samme vis fra naturens side.