Den introverte nudist

“Ja, nu lider jeg desværre af en meget sjælden ting der hedder ergasiofobi, som betyder, at jeg bliver alvorligt, ja næsten dødeligt syg, hvis jeg skal arbejde. Så får jeg kraftig rødmen over det hele, bronkiespasmer, heftig skrævsved, bilaterale tics i knæene og bliver i det hele taget fuldstændig uarbejdsdygtig. Så … jeg tror det er bedst, du beder en anden om at gå ud med skraldet!”

Nogenlunde parallelt med dette var mit billede af introverte; personer, der har fundet en psykologisk undskyldning for at sno sig ud af særlige situationer, som vi andre dagligt accepterede. Altså lige indtil den dag jeg selv måtte erkende min egen introversion og dens omfattende indflydelse på mig.

For ca. et år siden udsatte jeg mig selv, måske lidt uforvarende, for en aha-oplevelse med flere lag. Jeg fik flyttet min erkendelse om mig selv flere skridt. Men fik samtidig også en erkendelse af, hvorfor jeg nyder naturisme i den grad, som jeg gør.

Det startede hos min læge. Jeg bestilte tid og fortalte om flere meget personlige ting. Blandt andet om mine store problemer med at befinde mig i sociale situationer. Situationer, som er uundgåelige, når man som mig har en hel del venner og bekendte og en stor familie. Jeg fortalte hende åbenhjertigt om de fysiske symptomer herunder meget hyppige toiletbesøg, hjertebanken, koldsved og andre ting, jeg altid oplever – og hele mit liv har oplevet – forud for store fester af både formel og uformel karakter. Om hvor træt og udmattet jeg er, når jeg i løbet af festen bare har lyst til at forlade selskabet og finde ro og alenehed. Og om hvordan jeg ofte søger og finder et hav af undskyldninger for at blive hjemme. Uanset om det så er de små spontane sammenkomster med familie og venner, eller om det er stort anlagte konfirmationer, runde fødselsdage og bryllupper (sup’, steg å’ is, du ve’). Jeg fortalte hende om, hvordan jeg oplever regulær frygt og voldsomme katastrofetanker, hvis jeg skal kaste mig ud i noget nyt og ukendt – eksempelvis med min datter. Særligt, hvis det samtidig foregår i det offentlige rum. Jeg fortalte så meget, at jeg måtte få endnu en tid ved lægen, så jeg kunne fortælle videre. Jeg vil naturligvis ikke kede dig med alle detaljerne om de ting, jeg fortalte min læge – også fordi de selvfølgelig er af meget personlig karakter. Men enden på min enetale blev en henvisning til psykolog med “social fobi i mild grad” som et af fokusområderne samt “mild depression” som et andet. Netop social fobi har jeg tænkt på i flere år som en meget sandsynlig diagnose, så det havde jeg nærmest på forhånd accepteret.

En udfordrende erkendelse

Jeg fandt en psykolog gennem en proces, der fordrede en masse overvejelser. Og allerede ved første samtale blev min selvforståelse sat på prøve. “Jeg vil tillade mig at foregribe lidt af det, vi skal tale om her. Kender du begrebet ‘introvert’?” spurgte han mig. “Hmm”, tænkte jeg. Det er jo lidt et modefænomen i øjeblikket. Og den slags har jeg svært ved at være fuldstændig blindt begejstret for. Så jeg var forbeholden. Men han fortalte lidt videre – og jeg fortalte videre – og han kunne nærmest hele tiden koble min beretning om mine symptomer, mine præferencer og min adfærd med introversion. “Det er faktisk også typisk for en introvert.”

“Men… jeg er jo altid så udadvendt. Jeg kan godt lide at være sammen med andre mennesker, og jeg er god til at konversere og den slags. Jeg står foran mange mennesker hver dag og underviser uden problemer…”

“Den slags kan man træne og blive god til som introvert!”

Jeg fulgte psykologens anvisning og læste om Carl Jungs typologi: ekstroversion og introversion. Blandt andet disse ‘27 tegn på du er introvert‘. Og flere og flere brikker faldt på plads.

Nååååh… så er det DERfor jeg altid som barn pludselig ikke gad lege med min gode ven Christian mere og bad ham – ret højlydt – om at gå hjem. Og derfor jeg aldrig har gået til noget i min fritid, som indebar en større flok andre børn/unge – hvilket dækker langt størstedelen af alle fritidsaktiviteter. Og det er derfor, jeg bliver så udmattet og udkørt af fester og alle andre tænkelige sociale arrangementer, hvor jeg ikke kender folk, eller hvor der er mange til stede, megen støj. Og derfor jeg nyder at tale med folk under fire øjne eller kommunikere på skrift eller fordybe mig i egne kreative projekter. Derfor jeg ALTID har foretrukket mit eget selskab og følt mig akavet i andres – og dermed sjældent har haft mere end én meget nær ven og fortrolig ad gangen.

Puha – det var en udfordring at møde den typologi, som på den ene side passer perfekt på mig og giver mig svar på en masse spørgsmål om hele mit liv, og på den anden side forlanger, at jeg accepterer typologien som et gyldigt vilkår, en troværdig forklaring. Jeg har gennem livet mødt mange mennesker, som på den ene eller den anden måde har brugt diagnoser og personlighedstypebetegnelser som en undskyldning for deres adfærd og samtidig som et fripas til at kræve særhensyn og medlidenhed fra omgivelserne. Mennesker, som har positioneret sig som ofre for deres egne medfødte eller erhvervede psykiske problemer. Og jeg har derudfra med tiden udviklet mit syn på diagnoser, somatiske såvel som psykiske. Jeg har ment og mener fortsat, at diagnoser og personlighedsbetegnelser kun skal bruges som grundlag for professionel hjælp/behandling og ikke som førnævnte fripas. Så hvad kan jeg bruge introversion som en – for mig – rammende beskrivelse til? Ja, jeg kan i hvert fald starte med at minde mig selv om, at jeg ikke er syg eller angst eller for den sags skyld forkert. Og det har jeg brug for. Og så kan psykologen og andre på området kyndige give mig muligheder for og redskaber til at rumme og være i de svære situationer.

Nøgenhed og introversion

I kølvandet på al denne erkendelse om mig selv, kom endnu en erkendelse, som rakte ud over kernen af mig og den, jeg er. Det gik nemlig pludselig op for mig, hvorfor jeg i sin tid blev naturist, og hvorfor jeg fortsat er det. Allerede ved den første sommerlejr med Danske Unge Naturister, oplevede jeg for første gang at hvile fuldstændig i mig selv. Jeg husker det så tydeligt som noget, der skete for en uge siden. Jeg befandt mig i en spejderhytte langt ude i en skov, omgivet af høje træer og nøgne unge mennesker, som jeg hurtigt fandt mig tilpas med. Vi kunne allesammen være fuldstændig det menneske, som vi hver især kunne stå inde for. Jeg oplevede en integritet og ro, som jeg aldrig har oplevet før det.

Mine tanker forlod dét, der skete lige før, og de holdt sig fra alt dét, der skulle til at ske. De var kun optaget af Nu.

Men en konkret oplevelse, som sidder i kroppen endnu, var en simpel gåtur. Efter aftensmaden en dag – hvor det ikke var min pligt at rydde af og op(!) – forlod jeg spejderhytten. Solen skinnede gennem træerne, og den havde skinnet dagen lang. Luften var fuld af skov, lydene var ren natur og min krop var ligeså nøgen og blottet, som den var alle andre dage og nætter på ungdomslejren. Jeg gik stille på opdagelse gennem skoven ad små stier, som jeg ikke før havde betrådt – og som ikke mange i lang tid havde betrådt. Jeg indåndede luften og inhalerede den med hele min krop. Jeg sansede lydene fra fugle og trækronernes blade. Registrerede duften af iltholdig skov og varm hud med et strejf af myggespray. Mærkede den fugtigt kølige skovbund under mine fødder og bløde, grønne planter op ad mine lægge og skinneben. Fornemmede en stille lun brise puste på alle dele af min lettere solbrændte bare hud og skubbe nænsomt til hårene på mine ben. Mine tanker forlod dét, der skete lige før, og de holdt sig fra alt dét, der skulle til at ske. De var kun optaget af Nu. Jeg observerede, registrerede og sansede med alle dele af min krop. Min krop var hel – fuldstændig komplet og i ren nærkontakt med omgivelserne. Jeg var. Ikke andet. Bare var.

Siden har jeg af førnævnte psykolog lært, at det jeg rent faktisk foretog mig var defusion gennem mindfuldness. Ja, man kan helt sikkert kalde det alt muligt. Men det er faktisk den tilstand, jeg bør stræbe efter, hvis jeg skal have det rigtig godt. Det siger han selv. Psykologen. Men ikke nok med det. Det er også den tilstand, jeg ubevidst gennem nøgenheden har stræbt efter i årene lige siden min debut som naturist. Jeg vil sjældent bruge ordet ‘lykke’ og ‘lykkelig’. Men de få gange, hvor jeg har oplevet den totale helhedsfornemmelse, absolut balance med mig selv, der hvor jeg hviler mest muligt i mig selv, der vil jeg nok på en god dag kunne tale om en form for kropslig lykkefølelse.

Sidste konsultation

Ved min sidste konsultation hos psykologen for ganske nyligt skulle vi samle op på forløbet. Han spurgte mig derfor; “Hvad har gjort det lettere at være dig?” “Hmm” måtte jeg svare lidt eftertænksomt. Igen ville jeg være forbeholden, men alligevel synes jeg, der var nogle nævneværdige forhold at bringe på banen. For det første er det lettere at være mig, efter jeg har lært, at jeg er introvert (og hvad introvert betyder). Jeg ved nu, at jeg kan tillade mig at trække mig tilbage, når jeg har brug for at være alene. Jeg ved, hvorfor jeg nogle gange bliver aggressiv eller irritabel, når jeg har været sammen med familie og venner lidt for længe ad gangen. Jeg ved, hvorfor jeg føler, at jeg påtager mig en rolle, når jeg underviser – og at det er helt ok. Og måske har jeg fundet en forklaring på, at jeg, da jeg var yngre, foretrak at spille teater – forsvinde ind i en fantasiverden, hvor det var forudbestemt, hvad jeg skulle gøre og sige. Jeg ved, hvordan jeg kan genfinde ro og søge balancen, når jeg bliver nervøs og får hjertebanken og katastrofetanker, og hvad der ellers måtte dukke op. Og så ved jeg med endnu større sikkerhed, at jeg gennem naturismens nøgenhed kan hvile i mig selv og lade op.

En kommentar

  1. Sikke et nøgternt og velskrevet indlæg! Det fik jeg meget ud af at læse. Tak for det!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *