“Hvordan ser jeg ud i den her?”, “Ej, jeg kan ikke gå ud uden lige at tjekke min hår!”, “Jeg ser herrens ud – jeg ligner jo noget katten har slæbt ind!” og så videre. Disse udsagn kunne komme fra mange forskellige mennesker – mig selv inklusive. I vores sprog har vi mange metaforer og faste vendinger, som bunder i vores egen forfængelighed. Dermed er den en integreret del af vores liv.
Samtidig findes der også nogle ret stabile forestillinger om folk, der kan lide at være nøgen på en social og naturlig måde. Jeg er således gang på gang blevet spurgt, om ikke man møder mange, der bare lader stå til. Om ikke naturister er fuldstændig ligeglade med deres udseende, når nu det ikke betyder noget. Sandheden og dermed svaret kan ikke gives så entydigt. For det første er naturister, nudister, nøgne mennesker lige så forskellige som alle andre, der ikke hører til i disse kategorier. Og deres holdning til og synet på egen krop er dermed ikke kun det ene ELLER det andet. For det andet er man ikke nødvendigvis ligeglad med hvordan man ser ud, bare fordi man har det ok nedsat andre ser ens nøgne krop. Måske gør nogen netop noget særligt for at føle sig godt tilpas uden tøj på.
Jeg kan principielt kun tale for mig selv, da jeg ikke kan tage stilling til, hvordan andre mennesker føler sig. Til gengæld ved jeg, at jeg selv er et meget forfængeligt menneske. Når jeg tager på arbejde eller skal besøge venner eller familie, vil jeg gerne se godt ud. Påklædning skal være i orden; farver skal gå sammen. Og håret skal sidde rigtigt. Bevares. Jeg er ikke perfektionist, men vil gerne tage mig godt ud i andres øjne. Når jeg så er sammen med andre nøgne mennesker i en svømmehal, på en lejr eller måske i en privat have, ser jeg andres kroppe. Disse ser anderledes ud end hinanden og end min og i langt de fleste tilfælde ville ingen af de tilstedeværende kroppe – min egen inklusiv – kunne leve op til kriterierne for at bidrage på et podie til et modeshow, eller stå model for en fashion- eller pornofotograf. Vi accepterer altså i hinandens selskab, at vi ser ud som vi gør. Det er til gengæld slet ikke det samme som en total mangel på forfængelig indsats. Måske for nogen – men sådan er det jo i alle miljøer. Vi har vel alle bemærket de mennesker, som er fuldstændig usoignerede og ildelugtende – enten fordi de er fuldstændig ligeglade, eller fordi de måske ikke er i stand til at erkende deres eget billede. Når jeg skal være sammen med andre nøgne, vil jeg gerne se godt ud også. Jeg går i bad, sætter mit hår, barberer mig diverse steder på kroppen (der er nemlig flere steder på kroppen som er synlige for andre, når man ikke har tøj på!), tager deodorant på og finder min fineste stråhat frem. Og jeg har også pænt tøj på indtil jeg tager det af igen.
Jeg forestiller mig, at de fleste mennesker – særligt i den vestlige medieramte verden – på et eller andet tidspunkt i livet har sagt til sig selv: “Øv, hvor er jeg tyk/tynd/lav/høj/bleg/tyndhåret/skaldet/krøllet/ranglet/slasket/dellet!” eller “Øv, hvor har jeg en stor næse/nogle små fødder/løs hud på maven/mange strækmærker/store åreknuder/gråt hår/nogle strittende ører!” Selv har jeg gang på gang sagt til mig selv: “Øv, hvor går jeg nogle tynde arme og ben, nogle små fødder, en udadreagerende topmave, en krum tissemand, en stor næse og nogle søvnige øjne!” Og ind imellem har jeg forsøgt at gøre noget ved nogle af tingene ved at træne hårdt. Men mine erfaringer – de billeder jeg har samlet sammen mentalt ved at være sammen med andre nøgne mennesker – siger mig, at jeg blot skal være tilfreds og acceptere, at vi alle er vidt forskellige. Og at de ting jeg beklager mig over, i virkeligheden er mine personlige kendetegn. (Hvis vi ikke havde dem, ville vi ikke kunne skelne mellem hinanden på nøgenbadestranden!)
Jeg har mødt mange naturister, som lever forfængeligheden endnu mere ud. De lader sig tatovere og pierce rundt omkring på kroppen. Og rigtig mange – så mange, at det faktisk er helt almindeligt i de kredse – foretrækker at fjerne al kønsbehåring.
Spørgsmålet – eller et af dem – er så, om disse indsatser er til ære for omgivelserne, eller måske nærmere kun for at vi kan føle os lækre – for os selv. Jeg må indrømme, at det for mit vedkommende nok er begge dele. Jeg erkender for verden, at jeg også er lidt optaget af, at andre synes, jeg tager mig heldigt ud.
Forfængelighed mere end krop og tøj
For mig handler begrebet forfængelighed dog om mere end blot min krop og mit tøj. Også min adfærd forsøger jer at forme, så andre opfatter mig som et sympatisk menneske. Det tror jeg, de fleste vil kunne nikke genkendende til. For de fleste vil nok i et vist omfang censurere sig selv på facebook, når nogen for eksempel skriver noget man slet ikke er enig i. Og vi er heller ikke blege for at smutte en hvid løgn ud mellem læberne, når vi har brug for at rose nogen eller med et smil takke for en knap så heldig gave. Andre mennesker skulle altså gerne kunne lide os – og derfor er vi villige til at gøre visse kontraintuitive ting.
Selv sætter jeg pris på, at andre opfatter mig på en bestemt måde – at jeg i andres øjne lever op til min egen forestilling om den ideelle udgave af mig. Så kan jeg enten vælge at stræbe efter at fremstå på den måde – både i forhold til min adfærd og mit ydre. Eller jeg kan vælge at justere det ideelle billede af mig, så det bliver mere realistisk at leve op til. Og for sidstnævnte strategi spiller nøgenheden en kæmpe rolle. Den hjælper mig til dels at erkende, hvordan jeg ser ud og dels at erkende og anerkende hvad der er realistisk, når jeg ser på andre helt naturlige og almindelige kroppe. Så jeg vil altid være forfængelig, men jeg kan mærke, at jeg langsomt bliver mindre kritisk og mere realistisk i mine ambitioner på vegne af andres opfattelse af mig.