For nogle år siden stillede jeg op til interview og nøgenfoto i fuld figur i Femina sammen med tre andre mænd. (Se indlægget “Medieluder”) Interviewene blev sobre, pæne og humoristiske. Og billederne blev pæne og ret flatterende. Det var også et par ret dygtige fotografer, der stod bag. Men efter udgivelse af artiklen fulgte en masse modbydelige kommentarer fra særligt kvinder i alle aldre i nogle debattråde på nettet. På moderne dansk en lokal ’shit-storm’. Specielt en ung kvinde omtalte vore kroppe på en grim – og ret offensiv måde. Hun var mildest talt forarget over at være ‘tvunget’ til at se sådan nogle “gamle grimme kroppe”. Hvad fik hende mon til at sige sådan? Og var hun fuldstændig blind for, at vi faktisk er rigtige mennesker, som måske kunne blive kede af sådan en udtalelse? Jeg valgte ikke at tage hendes ord nært, men var alligevel forbløffet over, at hun kunne få sig selv til at skrive sådan noget.

Jeg vil fortsætte dette indlæg et lidt andet sted. Nemlig med et billede. Et sprogligt billede – en metafor – for en uhensigtsmæssighed, som jeg hermed vil rette lidt fokus på. Og bagefter vil jeg forsøge at beskrive, hvorfor det er et problem i forhold til nøgenhed. Altså nøgenhed sammen med andre – eller i det offentlige rum og i medierne.

Forestil dig, at du skal til en halvformel reception i anledning af et fjernt familiemedlems fødselsdag eller noget lignende. Det er altså en privat fest med en masse mennesker, af hvilke du kender en stor del. Ved ankomsten opdager du, at der ikke er nogen bordplan. Du tænker: “Det er sgu nok meget godt. Så kan jeg sætte mig, hvor jeg vil!”. Men du overser, at det bestemt slet ikke er uproblematisk selv at finde sig en plads, for en masse vigtige spørgsmål melder sig. Hvor vælger du at sætte dig? Og er du blandt de første, der udvælger sig en plads og satser på, at din borddame/-herre er hyggeligt selskab? Eller står du afventende med et køligt glas i hånden, til de fleste har sat sig, så du ved, hvem der sidder hvor? Sætter du dig tæt på eller langt fra værten? Sætter du dig for bordenden, så du kan ses af og tale med alle, eller sætter du dig ovre bag søjlen, så du kan sidde lidt for dig selv? Sætter du dig blandt de jævnaldrende fætre og kusiner, eller måske blandt de lidt ældre eller de lidt yngre? Efter en obligatorisk stillingtagen til alle disse aspekter af plads-udvælgelsen finder du en plads, som samlet set udgør et kompromis mellem de førnævnte forhold. Nu sidder du blandt nogle, du kender, og måske nogle du ikke kender. Du kigger rundt og overvejer, om det VAR det rigtige sted at sidde, men du kan ikke gøre det om. Hvis du alligevel forsøger, kan det gå gruelig galt, og du kan ende som taberen i stoledans, og må stå i baren eller ved buffeten og tale med dem, der nu og da frekventerer denne ende af lokalet for at hente mad og drikke. Nej, så hellere blive siddende. MEN du er stadig lidt usikker på, om det er det rette sted, og du er også lidt usikker på, om din usikkerhed skinner igennem. Og er der noget du ikke ønsker, så er det at blive betragtet som usikker – det er simpelthen bare ikke på mode. Så nu begynder du – i første omgang for dig selv i dine tanker – at cementere din egen position i lokalet i forhold til andre gæster ved at opruste med ekstra argumenter for at sidder, hvor du sidder. Vel at mærke argumenter, der involverer netop visse andre gæster. Du tænker: “Ej, se Poul. Han har sat sig oppe ved værten. Han kender ham jo knap nok. Og de er slet ikke i familie. Det kan han da ikke tillade sig. Og se Ilse og Ingolf. De skal altid sidde for sig selv, så de slipper for at tale med nogen. Hvorfor fanden tager de overhovedet til fest?! Og Trine; hun har gudhjælpemig sat sig ved ungdomsbordet – og hun er over 40. Men hun går selvfølgelig også klædt som en teenager. Pinligt! Næsten ligeså pinligt som Thorvald, som har sat sig klods op og ned af baren, så han kan fortsætte sit kædedrikkeri.” … Nu begynder du rigtig at føle, at du sidder det helt rigtige sted, og du bliver helt lettet og godt tilpas. Aarrhh. Nu kan du rigtig være til fest.

Ja, det var en lidt omfattende metafor, men pointen er, at vi som mennesker i en moderne verden i mange tilfælde tænker sådan. En verden som i denne sammenhæng er særlig præget af to forhold.

For det første er vi meget på hele tiden. Vi er på facebook, instagram og twitter. Vi er på nettet og på mobilen – og måske er vi på tv i et af de utallige talentkonkurrencer, reportageprogrammer, quizzer, eller i et af de mange livskorrigerende programmer, der skal lære folk at styre deres børn, kæledyr, for- og misbrug og privatøkonomi. Og hvis vi ikke selv er på, følger vi en stor del af dem, der er. Vi – og alle de andre – er meget eksponerede og synlige.

For det andet skal vi hele tiden tage stilling til alt. Vi skal foretage aktive valg hele dagen, ugen, året, ja, hele livet igennem. Vi skal forholde os aktivt til alt omkring vores identitet; vore interesser, vore præferencer for tøj, musik, boligindretning, vores politiske observans. Alt omkring vores karrieremæssige livsbane; uddannelse, job og videreuddannelse. Og så meget andet… Alle – eller en meget stor del af – disse mange valg er obligatoriske for de fleste af os – primært fordi verden er blevet så lille og alt er blevet så tilgængeligt – mulighederne er med andre ord mange som aldrig før. Det betyder, at vi har et stort ansvar for at vælge rigtigt – og en stor risiko for at vælge forkert. Denne risiko medfører en stor usikkerhed hos os alle sammen, og det er let at træde ved siden af det acceptable.

Når vi nu er på, så meget som vi er, er vi alle meget synlige for omverdenen og det samme er vore valg – gode som dårlige. Derfor, tror jeg, det er oplagt, at vi har større og større trang til aktivt at positionere os i vores verden, så vi undgår at usikkerheden og potentialet til forkerte valg så at sige stjæler billedet. I den forbindelse er et angreb for mange mennesker det bedste – eller rettere – det mest oplagte forsvar.

Tillad mig at vende tilbage til min indledende metafor. Her bliver angrebet på Pouls, Ilses, Ingolfs, Trines og Thorvalds – i dine øjne – forkerte valg af siddepladser et redskab til at cementere din egen positionering og altså dit eget valg af siddeplads. På samme måde er vi i øjeblikket efter min mening alt for hurtige til at angribe andre menneskers valg med intentionen om at legitimere vore egne. Det er som om alle skal have en holdning til alt og alle til alle tider, og som om alle har brug for at ytre alle disse holdninger. Hvor ofte har jeg ikke taget mig selv i efter en fest, en komsammen, et møde eller noget helt fjerde, sammen med en fortrolig at kommentere de andres udtalelser, påklædning og alle mulige andre valg, som kom til udtryk til festen eller mødet. Hver gang det sker, skammer jeg mig. For i stedet skulle jeg holde min holdning for mig selv. Ja, egentlig skulle jeg lade være med at forholde mig til andre på den måde. De sociale medier flyder desuden over af meningstilkendegivelser om dette og hint. Og begrebet ’shit-storm’ er bare ét ud af mange symptomer på, at vi efterhånden blæses omkuld af andres holdninger til alt.

Interviewet i Femina og de efterfølgende negative kommentarer illustrerer ret fint, hvilke tanker mange mennesker har om den naturlige og nøgne krop. Altså den nøgne krop, som ikke tilhører en objektivt smuk model eller en retoucheret pornoskuespiller. Jeg kunne dog ønske mig, at vi alle – mig selv inklusive – kunne prøve at tøjle vore meninger og holdninger – og måske bare sige “Nå!”, når nogen begynder deres tirader af negativitet. At vi forsøger at standse os selv, inden vi begynder at ytre vore sure holdninger til andres måde at leve på, overbevisning og tro, andres valg og andres udseende, med og uden tøj. At vi dermed anerkender, at vi er forskellige, og nyder mangfoldigheden. At vi ser rundt på de andre gæster til receptionen og tænker: “Hvis jeg sad derovre, ville jeg tale med nogle andre gæster om nogle andre ting. Det kunne sgu også være sjovt.”

https://i2.wp.com/www.kropudenstof.dk/wp-content/uploads/2015/07/ArtikelFemina2.jpg?fit=1024%2C683&ssl=1https://i2.wp.com/www.kropudenstof.dk/wp-content/uploads/2015/07/ArtikelFemina2.jpg?resize=150%2C150&ssl=1uffejakobsenI medierneMin meningblog,facebook,femina,holdning,instagram,interview,mening,metafor,sociale medier,twitter,udseende,ytring
For nogle år siden stillede jeg op til interview og nøgenfoto i fuld figur i Femina sammen med tre andre mænd. (Se indlægget 'Medieluder') Interviewene blev sobre, pæne og humoristiske. Og billederne blev pæne og ret flatterende. Det var også et par ret dygtige fotografer, der stod bag. Men...