Naturistverdenen kan for udenforstående synes utilnærmelig og som et lukket samfund i samfundet. Som et lille Nordkorea fyldt med fremmede nøgne mennesker. Og det er der nok en god forklaring på – eller to. For det første er de fleste, der betegner sig selv som naturister knyttet til en naturistforening. Og folk i foreninger kender hinanden og har det samme indforståede usynlige fantasifællesskab som buschauffører, der indbyrdes deler vink, når de passerer hinanden i hver deres busser – på trods og tværs af forskellige turist-, by- og skolebusselskaber. For det andet har naturister gennem mange år taget en hel masse fine hensyn til de mennesker, de betegner ‘tekstilere’ ved at isolere sig fjernt fra disse folk, der ikke kender til nøgenhedens lyksaligheder. Det bør der måske rokkes ved, og det bliver der også i øjeblikket. Men indtil utilnærmelig- og reserveretheden er hvisket væk og naturismen virker tilgængelig for enhver, får du her min guide til, hvordan du bluffer dig til at falde lige ind i flokken og – i hvert fald på den hudfarvede overflade – bliver en del af naturismen. Guiden består i sin enkelhed af en række konkrete tips til ting, du kan gøre for at ligne den rutinerede naturist.
1. Tag tøjet af
Et godt sted at starte er tøjet. Det må du få af ret hurtigt, altså i ca. samme tempo som de andre. Her er det vigtigt, at du ser ud som om, det er det mest naturlige for dig. Du kan øve dig derhjemme foran spejlet. Men det kan også i den konkrete naturist-situation hjælpe at henvende sig høfligt, men casual til en af de andre. F.eks. kan du spørge: “Ved du hvad klokken er?” eller “Hvornår går den sene bus herfra?” eller “Ved du, om Bente kommer i dag?” Hvordan og hvornår tøjet skal af, kommer dog meget an på selve situationen. På stranden er det ret ligetil. Der tager du bare det sidste af i forlængelse af det første. Og er du i svømmehallen, kan du blot følge den gængse procedure med “Husk at tage bad uden badetøj, inden du går ind i svømmehallen” og så springe den del over, der handler om at tage badetøj på. Anderledes kompliceret kan det være på en campingplads, på en lejr eller i en privat have. Der må du forsøge at følge strømmen. Dog er det på de mere etablerede naturiststeder ikke velset at være påklædt ret længe ad gangen. Det er nærmest pinligt og faktisk ligefrem krænkende. Til gengæld findes der aktiviteter og steder, hvor nøgenheden er valgfri. Men der er denne guide helt overflødig. For der behøver man hverken være eller ligne en naturist. Der skal man bare være nøgen – hvis man vil.
2. Medbring et håndklæde
Traditionelle naturister går ind for brugen af et sidde-håndklæde. Det er ud fra en overbevisning om, at en bar numse i sig selv er uhygiejnisk og derfor ikke bør trykkes ned i stole, sofaer, solsenge og andre vandrette overflader. Mange kombinerer sidde-håndklæde med tørre-kroppen-efter-bad/svømning-håndklæde. Så det vil jeg anbefale, du gør. Det ser ret rutineret ud. I samme åndedrag vil jeg fraråde dig at tænke yderligere over de hygiejniske konsekvenser, hvis du gør netop dette.
3. Se de andre nøgne i øjnene
Naturister bryster sig ofte stolt af, at de er knalddygtige til at holde øjenkontakt. Dermed siger de mellem linjerne, at de ikke stirrer på hinandens kroppe. Det gør man nemlig slet ikke. Det er en af de ting man bare ikke gør. Så det vil være strategisk uklogt at gøre … Lad være med det… MEN man kan jo godt lige kigge engang. Sådan helt ubemærket. Faktisk er jeg personligt af den mening, at vi alle bør kigge grundigt på hinandens kroppe. Simpelthen for at se, hvordan vi ser ud – og hvordan man kan se ud. Men altså… vær varsom her. Så er det en langt sundere og mere sikker strategi, at lade den andens øjne være målet for dit blik. Men sørg nu for, at det ikke tager overhånd. Dine øjne skulle jo nødigt tørre ind til små blege rosiner, fordi du manisk holder øjnene åbne en hel dag, aften eller uge og stirrer andre mennesker hypnotisk i øjnene. Sådan ser naturister nemlig ikke ud. Øjenmæssigt ligner de faktisk alle andre.
4. Smalltalk med de andre nøgne
Naturister er generelt set en flok snakkesalige mennesker, så hvis du vil ligne en naturist, må du tage initiativ til lidt smalltalk. Men som med al anden smalltalk, er det konteksten, der afgør indholdet. Men du kan lægge forsigtigt ud med disse eksempler. Hvis det regner udenfor, og du står i en svømmehal, kan du sige: “Sørme godt, vi er herinde i tørvejr. Vi skulle jo nødig blive våde. Tøhø”. Hvis du derimod er på stranden eller en campingplads og solen skinner, kan du starte en snak med: “Det er da lige til at holde ud, det her!” Du skal dog være opmærksom på ikke at tale med den samme fremmede alt for mange gange, så du ender med at ligne en stalker med upassende hensigter. Vigtigt er det også at være varsom og ikke sige hvad som helst. Undgå eksempelvis at starte ud med “Vil du smøre mig ind i den her solfaktor 60?” eller “Wow. Er de naturlige, de to der?” eller “Er det overhovedet lovligt, at blive tatoveret der?” At omtale egen eller andres kroppe anses i det hele taget for uhøfligt.
5. Tal om nøgenhed
Selvom nøgenheden er omsiggribende og svær at komme udenom i mange naturistsammenhænge – af ret åbenlyse grunde – kan naturister sjældent få nok. Så når vejret og de allermest aktuelle emner er vendt under eller kort efter afklædningsseancen, begynder snakken om nøgenhed. Ikke nødvendigvis bar’ nøgenhed – tøhø – men alle mulige aspekter af nøgenhed; unge menneskers medieskabte blufærdighed under bruseren, en ny bodyscrub af groft salt, kaffe og chili-pulver, foreningens nye tiltag med den bærbare sauna, hvor livsbekræftende lækkert det er at bade med løsthængende tap i underafkølet vand og så videre. Her gør du altså klogt i at falde ind. Dog vil jeg ikke anbefale dig at tage initiativet til sådanne samtaler, med mindre du er rutineret i din bluf. For der kan let gemme sig nogle ømtålelige emner inden for nøgenheden.
Værsgo’. Det var mine tips til dig, som skulle garantere, at du nu kan bluffe dig til at ligne en naturist. MEN nu ved jeg jo godt, hvad du sidder og tænker. Du sidder og tænker: “Uffe. Det virker kompliceret. Kan jeg ikke nøjes med én af tingene?” Hvis jeg skulle prioritere for dig – og her trækker jeg på snart ti års erfaring – så ville jeg vælge etteren. Den med tøjet. Den er nok den vigtigste. Sagt på en anden måde: hvis du springer den over, så kommer du ikke til at ligne en naturist.
Uffe for faen, du er godt nok super til at trykke på “naturisternes” ligtorne.
Et kæmpe stort HIP HIP herfra.