Kan mode opstå, hvor ingen tekstiler er? Kan forfængelige tendenser vise sig, hvor det ydre er begrænset til kroppens eget udtryk? Ja, forfængeligheden eksisterer såmænd stadig, selvom tøjet tages ud af ligningen.

Jeg vil i det følgende præsentere et par modefænomener inden for den etablerede naturisme baseret på mine helt egne observationer. En verden, hvor det handler om noget andet end at vælge den rette bolero-buksedragt i sidste nye farveskala, eller den helt rigtige mohairbløde støvlet med snørebånd af bæredygtig pandapels. Her er nogle andre mere jord- eller rettere kropsnære elementer på spil. Der er, sagt på en anden måde, et stykke vej fra en modeverden, hvor en ‘pluspige’ med såkaldte ‘kurver’ svarer til en kvinde i standard menneskestørrelse, og hvor en mand i bedste fald ligner en dreng, og så til en naturistverden, hvor selvsamme standardkvinde kan variere i vægt med 100+ kg, og hvor mænd varierer i alder med 60+ år. Med andre ord, er ‘krop’ på alle måder et noget videre begreb, hvis man tropper op ved et naturistarrangement. Jeg har valgt at beskrive fire tendenser, som jeg har bemærket viser sig i denne verden af blottede baller og løssluppent hud.

‘Det glatte look’
Jeg har gennem tiden og mange forskellige steder hørt og læst kommentarer som: “Glatbarberet – så ligner man jo et lille barn” eller “Sådan et blankpoleret skræv ser ulækkert ud!” Men ikke blandt naturister. Først og fremmest fordi det ikke er kutyme at kommentere andres kroppe så direkte. Men derudover er netop disse glatbarberede kønsdele – en frisure populært kaldet “Full Brazilian” – ret udbredte blandt naturister. I alle aldre, men særligt de mere modne. Kigger man (diskret og respektfuldt!) på de yngre nøgne, bemærker man, at her er en vis portion krusede hår begyndt at vokse frem. Personligt har jeg selv af flere omgange prøvet det glatte look. Opnået både med motoriseret hårfjerningsapparatur, hjemmevokseri og sågar det, der hedder ‘hårfjerningscreme’, som opløser hårene, så de få minutter senere kan skrabes af med en medium hård dejskraber. Jeg må bare konstatere, at jeg ikke mener, det klæder mig. I stedet vælger jeg en ligeså forfængelig tilgang, nemlig kontrol med bevoksningen: en målrettet trimning kombineret med et afgrænset skrabet område. Men uanset hvad man foretrækker, er de fleste naturister optaget af at holde styr på hårvæksten. For nogle er det vigtigt at føle sig ren og helt nøgen – og så er det glatte look måske at foretrække (selvom hårene i skridtet faktisk netop er tilstede af hygiejniske årsager). For andre er naturligheden det vigtigste, og så er en vis hårvækst måske det bedste.

‘Den fuldbrune hud’solstriber01
De fleste kender til fænomenet solstriber, som opstår, når man en heftig solskinsdag på stranden, i haven eller måske i parken efter en god omgang solbadning ender ud med en silhuet af de klædningsstykker man beholdt på brændemærket i huden, som nu skiftevis er vinterbleg og offensivt postkasserød. Måske tænker man: “Pokkers. Den må reddes med noget mere sol, så jeg kan udviske min bomuldshvide undertrøje!” Og man påfører sig endnu flere UV-stråler efterfulgt af et massivt lag svalende AfterSun i håbet om, at det ‘bliver brunt og jævnt henover sommeren’. Blandt naturister ville dette scenarie være endnu mere skamfuldt og måske ligefrem socialt stigmatiserende. Derfor ser man det slet ikke. Naturister sætter en ære i at fordele solens ‘billeddannende’ stråler lige og ensartet over hele kroppen. Og jeg mindes ikke, jeg har set en solbrændt naturist – udover mig selv til tider. Man kan, hvis man kigger godt efter, på visse naturister se et lyst område oppe mellem og i folden under ballerne. Dette forekommer, hvis solbrændtheden er fremkommet ved klassisk solbadning liggende skiftevis på ryg og mave, hvorved bevægelse mindskes, og området, hvor solen aldrig skinner forbliver lukket. Men jeg vil dog fraråde en sådan inspektion på fremmede mennesker, med mindre du har en virkelig gyldig grund og/eller er dygtig til selvforsvar…

‘Det blanke lærred’
Engang var tatoveringer forbeholdt sømænd og andre folk, der rejste ud i fjerne eksotiske dele af verden. Ikke fine folk – altså bortset fra Kong Frederik d. 9, som ikke fandt sig for fin til at lade kroppen udsmykke. Siden blev tatoveringer associeret med rockere, punkere, hardcore forbrydere og andre ‘bad boys’ m/k. Nu er tatoveringer efterhånden blevet hvermands eje – et medie blandt mange andre til selvpromovering og gør-det-selv-identitetsskabelse. Enhver med respekt for sig selv har en eller flere tatoveringer; et navn på underarmen, en tribal på skulderen, et kinesisk tegn, der formentlig betyder ‘nudelsuppe’ på ryggen, et kranium med ild i på siden af kroppen eller måske et Justin Bieber-citat mellem ballerne – f.eks. “Is it too late now to say sorry?”. Men ikke naturister. Over en bred kam betragtet, altså. Der findes naturligvis også tatoverede naturister, men formentlig slet ikke i samme omfang som ude i den stofafhængige virkelighed. Hvad dette skyldes ved jeg ikke. Selv har jeg endnu ikke ladet mig forføre af blækkets dragende magi. Jeg er ikke tryg ved den meget absolutte og irreversible og samtidig aktive handling, der ligger i en tatovering. Og måske er det svaret på, hvorfor mange naturister ikke er plastret til med blæk. Naturister er ofte meget begejstret for deres frihed. Tøj kan tages af og på, og solbrændthed – eller vinterbleghed for den sags skyld – forsvinder af sig selv. Men tatoveringer låser én fast i den tid og den sindstilstand, der regerede i det øjeblik beslutningen blev effektueret og nålen blev sat i huden. Ved aktivt at tage den form for kontrol over min krop fraskriver jeg mig samtidig friheden til at omdefinere mig selv, hvis jeg skulle fortryde den jeg var, da blækket skrev og cementerede den del af min fortælling. Der er samtidig noget befriende ved det forhold, at jeg ikke selv er herre over alle dele af mit eget ydre. En bekvem force majeure, som når man sidder i det forsinkede tog på vej mod noget vigtigt, men alligevel kan slappe helt af, fordi forsinkelsen er ude af ens hænder.

Naturister og håndklæder‘Den nøgne krop’
Til sidst må jeg kort nævne nøgenheden som den allermest fremherskende tendens. Det synes måske banalt og spild af skønne ord, når vi netop taler naturisme. Men faktisk er der jo ingen skrevne regler, der dikterer, at man partout skal være nøgen som naturist til arrangementer, hvor disse mennesker er målgruppen. Man kunne vel sagtens forestille sig, at nøgenheden var valgfri – at du måtte være nøgen i det omfang du havde lyst, og at nøgne og påklædte mennesker kunne leve i fred og harmoni som fødekædens mange led formåede på Noahs Ark (hvis man er til den slags bibelske metaforer) trods uenigheder om graden af kropslig frihed. Men nej, så paradisisk enkelt er det desværre ikke. Så uanset glat eller behåret eller jævnt eller ujævnt brun; hvis du har tøj på, er du ofte – desværre – ikke velkommen. Bevares. Det er nok ikke så meget et reelt modefænomen, som det er en tryghedsforanstaltning. Men jeg ser personligt frem til den dag, hvor mere eller mindre påklædte mennesker er velkomne i naturistverdenen – og nøgne mennesker er velkomne ude i den tekstile verden.

https://i1.wp.com/www.kropudenstof.dk/wp-content/uploads/2016/10/sokker01.jpg?fit=1024%2C683&ssl=1https://i1.wp.com/www.kropudenstof.dk/wp-content/uploads/2016/10/sokker01.jpg?resize=150%2C150&ssl=1uffejakobsenOm nøgenhedbehåring,mode,moderapport,naturisme,solbrændt,tatovering,tendenser
Kan mode opstå, hvor ingen tekstiler er? Kan forfængelige tendenser vise sig, hvor det ydre er begrænset til kroppens eget udtryk? Ja, forfængeligheden eksisterer såmænd stadig, selvom tøjet tages ud af ligningen. Jeg vil i det følgende præsentere et par modefænomener inden for den etablerede naturisme baseret på mine...